Mange kender historien om Anne Frank, den jødiske pige, der måtte gå under jorden sammen med hendes familie under 2. Verdenskrig. Familien levede skjult i den bagerste del af komplekset Achterhuis sammen med en af farens ansattes familier under meget trange forhold i lidt over to år. Familierne blev dog fundet af nazisterne den 4. august 1944 og ført væk til en koncentrationslejr, fordi de blev angivet anonymt. Den 15-årige Anne vendte, ligesom 100.000 andre jøder fra Amsterdam, aldrig tilbage.
Anne Franks hus
Det var kun Anne Franks far, Otto Frank, de overlevede. Efter at han vendte hjem fra koncentrationslejren fik han overdraget sin datters dagbog. Faren valgte senere hen at udgive Annes bevægende dagbog, som i dag er oversat til over 60 sprog, og er en af de mest gribende og smertefulde vidnesbyrder fra 2. Verdenskrig.
Anne Frank beskrev også hendes spirende seksualitet i dagbogen. Dette valgte faren dog at censurere inden dagbogen blev publiceret første gang i 1947. Derudover blev Anne Franks hidsige udfald mod hendes mor også fjernet af hensyn til mindet om Edith Frank. Det var først efter Otto Franks død i 1980, at hele dagbogen blev tilgængelig for offentligheden.
Anne Franks hus Museum
I årene efter 2. verdenskrig blev huset opsøgt af mange, der havde læst bogen. Her blev de besøgende fulgt rundt af folk, der havde hjulpet Frank-familien med at skjule sig. I 1955 krævede firmaet, der ejede grunden retten til at rive huset ned for at gøre plads til at bygge en fabrik.
Der blev derfor iværksat en større kampagne mod at rive huset ned. Et stort antal demonstrerende mødte op den 23. november 1955 og forhindrede nedrivningsarbejderne i at udføre deres arbejde. Derefter begyndte et større indsamlingsarbejde som førte til, at en fond kunne købe huset og dets nabohus.
Huset bliver i dag betragtet som et historisk kendemærke og er nu fredet og må ikke jævnes med jorden.
Anne Franks hus er i dag det mest besøgte museum i Amsterdam, og har flere millioner besøgende hvert år. Museet indeholder Anne Franks skjulested, som det stod under den tyske besættelse; en udstilling om Anne Franks liv og samtid; og et udstillingslokale om alle former for forfølgelse og diskrimination.
Nabohuset er blevet revet ned og erstattet af et museum, som udover at indeholde relevant information også rummer en boghandel, et lokale med en cd-rom præsentation og en café. Her er der også en udstilling af Anne Franks originale dagbog samt af alle de udgaver, som er udkommet over hele verden.
Billetter til Anne Frank Museet
Det er svært at få billetter til museet, da der er så stor rift om dem. Hvis du ved på forhånd, at du skal til Amsterdam og ønsker at besøge museet, så anbefaler vi, at du booker din billet i god tid. Men hvis du er mere spontan anlagt, så er der dog også håb for at få en billet.
20% af billetterne bliver nemlig solgt på dagen. Billetterne bliver frigivet kl. 9. Der er en online kø, og derfor skal du stå meget tidligt op, hvis du vil sikre dig en billet til dagen – gerne mindst en time før.
Når du booker, skal du vælge klokkeslæt for dit besøg, og så skal du huske at være der 30 minutter før. De besøgende bliver lukket ind i grupper efter det klokkeslæt man har billet.
Ved indgangen er der en garderobe, hvor alle større tasker skal afleveres. Der medfølger også en gratis audioguide, som kan fås på mange forskellige sprog – dog ikke dansk. Derudover er det ikke tilladt at tage billeder eller filme inde i museet.