Når den obligatoriske kanalrundfart er overstået, og du har prøvet Amsterdams overraskende hurtige sporvogne. Bliver du nødt til at svinge dig op i cykelsadlen og begive dig ud i turistmylderet på bedste hollandske maner.
Amsterdam er uden tvivl “Verdens cykelhovedstad”. Hver enkelt borger ejer i gennemsnit to cykler, og næsten halvdelen af al transport inde i byen foregår på cykel. Antallet af parkerede cykler udgør faktisk et så stort problem, at byen snart åbner nye parkeringspladser for 10.000 cykler ved byens banegård. Amsterdam er simpelthen ved at drukne i cykler!
Amsterdam har ca. 400 km cykelstier, som oftest er afmærket med rødt. Cykelstierne løber langs kanalerne, langs de store indfaldsveje eller så er de fuldstændig afskærmet fra biltrafikken og er ofte udstyret med deres egne trafiklys. Hver opmærksom på, at i modsætning til herhjemme er en del af cykelstierne dobbeltsporede, så her skal man se sig godt for og huske ikke at krydse midterlinjen.
Indbyggerne i Amsterdam har en noget anderledes cykelkultur end Københavnerne. I Amsterdam er gennemsnitsfarten en del lavere og færdselsreglerne bliver i højere grad overholdt. Dette skyldes, at det stort set er umuligt at nå op på over 20 km/t i det centrale Amsterdam grundet de mange smalle gader, cyklister i massevis og små kanalbroer, der skal passeres.
Priser på udlejning af cykler
Der er fyldt med cykeludlejningssteder i Amsterdam. Der er f.eks. MacBike med hele tre store udlejningsbutikker i centrum eller Yellow Bike, der har en central placering nær byens hovedbanegård, og er dermed nem at komme til.
Prisen på udlejning af cykler ligger typisk på syv euro for tre timer eller ti euro for hele dagen. Det kan anbefales, at betale tre euro ekstra for tyveriforsikring, da der bliver stjålet enormt mange cykler hver dag i Amsterdam.
Når man lejer en cykel ved en af cykeludlejningsstederne, får man hverken nogen racer eller tourcykel med masser af gear. I stedet får man en solid, tung damecykel af bedstemortypen. Dette har dog visse fordele. For det første er det langt nemmere at stå af og op på cyklen, hvilket man ofte har brug for i en by med så mange seværdigheder og idylliske kanalscener. For det andet er cyklen utrolig komfortabel at køre rundt på med sin store sadel og brede dæk – næsten som var den udstyret med støddæmpere. Dette er et plus for man kan nogle steder risikere at støde på toppede brosten. De brede dæk mindsker også faren for, at man kommer til at hænge fast med hjulet i de mange sporvognsspor.