Amsterdam Centraal Station – som ofte bliver kaldt CS af de lokale – åbnede i 1889, og blev designet af samme arkitekt som også designede Rijksmuseum i 1885. Amsterdam Centraal Station er den største i Holland med over 250.000 passagerer hver dag. Stationen holder hvad navnet lover, og ligger i hjertet af Amsterdam. Foran station er der rig mulighed for at finde dit opholdssted hurtigst muligt ved hjælp af taxa, busser og sporvogne.
Derudover er stationen forbundet med de store internationale togruter, som eksempelvis Berlin-Amsterdam, Hamburg-Amsterdam, Paris-Amsterdam, Bruxelles-Amsterdam, London-Amsterdam m.m. Så hvis du er på en rundrejse, så er der mange muligheder for at tage videre med tog fra Amsterdam Centraal Station. Endvidere er det naturligvis også muligt at tage et tog fra stationen til Schiphol Lufthavn.
Amsterdam Centraal Station tilbyder et hav af faciliteter:
- Cafeér
- Restauranter
- Kiosker
- Hæveautomater
- Selvbetjenende billetautomater
- Billetkontor
- Toiletter
- Bagagebokse
- Venterum
- Butikker
- Udlejning og reparation af cykler
- Turistkontor
Hvad ligger der tæt på stationen?
Stationen ligger ikke langt væk fra ret meget. Er det første gang, du besøger byen, kan du hente et kort over Amsterdam på turistkontoret på togstationen. Ca. 5 minutters gang fra stationen ligger pladsen Dam Square, som er en slags samlingspunkt med storslåede bygninger og seværdigheder. Derudover ligger det omtalte kvarter, Red Light District, mindre end 2 kilometer væk. Bliver fødderne trætte, kan du vælge at prøve en kanalrundfart og se byen fra en helt anden vinkel, mens du blot læner dig tilbage, og nyder turen. Eller hvis sulten melder sig, er der utallige restauranter, barer cafeér at vælge imellem. Du vil med andre ord ikke kede dig, når du vandrer rundt i de små hyggelige gader.